Erektil Dysfunktion/Impotens kommer gradvist

Hvis der er en fysisk årsag til rejsningsproblemerne, vil det ofte komme gradvist. Hårdheden af penis kan svinge i starten for derefter at blive langsomt mindre. Typisk vil det gælde i alle situationer – både under samlejet, ved morgenrejsning eller ved onani.

Hyppige fysiske årsager til Erektil Dysfunktion (ED):

Langt den hyppigste årsag er åreforkalkning, der medfører nedsat blodtilførsel til- og gennemstrømning i penis, samtidigt hæmmes evnen til at holde på blodet i svulmelegemerne i penis.

  • Rygning, alkohol, stoffer kan medføre/bidrage til ED
  • Diabetes medfører ofte ED
  • Dårlig form og overvægt
  • Bivirkninger af medicin
  • Hjerte og Prostataproblemer
  • Lavt testosteron

Mulige psykiske årsager til Erektil Dysfunktion:

Hvis det er psykiske problemer, der ligger til grund for impotens, skal disse naturligvis behandles. Hvis der er tale om en alvorlig psykisk sygdom, bør det ske med det samme, men det kan også sagtens være, at en samtale med partneren kan gøre store underværker.

Stress

Stress er en af de største livsstilssygdomme i Danmark. Stress kan opstå på grund af mange ting, men oftest er det enorm travlhed på arbejdet, pres fra arbejdsgiver, økonomiske kvaler eller andre tærende begivenheder, der giver stress.
Hvis hjernen har travlt med at koncentrere sig om den stress, som er i kroppen, er det kroppens måde at passe på ved at lukke ned for andre dele af hjernen. Det kan gå ud over hjernens evne til at sende signal til penis, ligesom de hormoner, der frigives under stress, også kan have en skadende virkning på penis’ evne til at erigere.

Depression

Depression viser sig ofte ved dårligt selvværd, manglende søvn og appetit, nedadgående vægt samt et generelt depressivt humør. Derudover er impotens også et meget velkendt symptom på depression, men det er bare de færreste, der taler om det.
De fleste, som lider af impotens som et symptom på depression, vil opleve, at evnen til rejsning kommer igen, i takt med at depressionen bliver behandlet. Det er derfor vigtigt at søge hjælp hos en læge, som kan henvise til en psykolog eller en anden passende behandlingstype.

Præstationsangst

Hvis du ikke kender din partner særlig godt, og det er et nyt forhold, du er i, kan du godt lide af præstationsangst i større eller mindre grad. Frygten for ikke at kunne tilfredsstille din partner godt nok kan skabe så meget nervøsitet, at hjernen ikke er i stand til at slå fra, og tænde på de seksuelle signaler og berøringer.
Desværre har mange tendens til, at har man først oplevet rejsningsproblemer én gang på grund af præstationsangst, så bliver det hurtigt en ond og selvforstærkende spiral, man ender i. En ærlig samtale med din partner er noget af det, der hjælper bedst og hurtigst på impotens opstået af præstationsangst.